Vi har som mål at levere fleksibel, hurtig og effektiv service ”
 

Nyhedsarkiv

 
 
 
 
 

Dom om kravene til indholdet af de ”gamle” lægeerklæringer.

 

09. august 2010

Sø- & Handelsretten har i en dom fra den 18. juni 2010 taget stilling til kravene til indholdet i de gamle lægeerklæringer – dommen kan have betydning for fortolkningen af de nye regler om Mulighedserklæringer.

Historik:

Med ikrafttræden den 5. oktober 2009 fik vi nye regler i sygedagpengeloven om lægeerklæringer, idet de tidligere lægeerklæringer (erklæringer om uarbejdsdygtighed) blev erstattet af den nye Mulighedserklæring samt de såkaldte Friattester. Formålet med lovændringerne var at bidrage til, at sygemeldte lønmodtagere kan fastholdes i arbejde.

Sagen:

Dommen fra Sø- & Handelsretten[1] vedrørte de tidligere gældende regler om lægeerklæringer – ”Lægeerklæringer om uarbejdsdygtighed”. I sagen havde en servicemedarbejder haft en del sygefravær, og servicemedarbejderen blev derfor den 31. oktober 2008 opsagt på grund af for højt sygefravær. Servicemedarbejderens læge udstedte den 3. november 2008 en lægeerklæring om uarbejdsdygtighed på baggrund af en konsultation den 30. oktober 2008, og lægen anførte, at servicemedarbejderen skønnedes uarbejdsdygtig i yderligere 2 uger på grund af sygdom. Der var ikke krydset af i rubrikken ”I tilfælde af delvis uarbejdsdygtighed sæt kryds.”

Den 18. november 2008 udstedte lægen en ny lægeerklæring på baggrund af konsultation samme dag, og lægen skønnede her, at servicemedarbejderen ville være uarbejdsdygtig på grund af sygdom i yderligere 1 måned. Heller ikke på denne erklæring var der sat kryds i rubrikken om delvis uarbejdsdygtighed.

Den 25. november 2008 skrev arbejdsgiver til servicemedarbejderen og meddelte, at arbejdsgiveren havde modtaget lægeerklæringen af 18. november 2008. Arbejdsgiveren krævede i den forbindelse oplyst, hvilke konkrete funktions begrænsninger servicemedarbejderen havde, og at manglende oplysning ville få konsekvenser for udbetalingen af sygedagpenge. Da arbejdsgiveren ikke modtog disse oplysninger, rykkede han igen den 1. december 2008.

Den 4. december 2008 udstedte servicefunktionærens læge endnu en lægeerklæring om uarbejdsdygtighed, denne gang med skønnet uarbejdsdygtighed på grund af sygdom i yderligere 4 uger. Der var heller ikke i denne erklæring krydset af i rubrikken om delvis uarbejdsdygtighed.

På baggrund sendte arbejdsgiveren et anbefalet brev til servicemedarbejderen med frist til den 11. december 2008 til at fremkomme med en lægeerklæring med angivelse af de konkrete funktionsbegrænsninger, servicemedarbejderen havde, og med oplysning om, at medarbejderen ellers ville blive bortvist.

Det anbefalede brev blev ikke afhentet, og den 12. december 2008 blev servicemedarbejderen bortvist.

Det kunne under sagen konstateres, at servicemedarbejderens læge havde anvendt en for gammel blanket ved udstedelse af de tre lægeerklæringer, idet lægen skulle have benyttet formularen gældende for 2005-2009, hvorpå der i forbindelse med rubrikken om delvis uarbejdsdygtighed er afsat to linjer af til – i tilfælde af delvis uarbejdsdygtighed – at uddybe nærmere, samt tre linjer til at angive, hvilke funktioner, patienten bør undgå.

Sø- & Handelsrettens dom:

Sø- & Handelsretten fastslog indledningsvis, at arbejdsgiver under den dagældende sygedagpengelovs § 36, stk. 3, kunne kræve en lægeerklæring af servicemedarbejderen med oplysning om uarbejdsdygtighed på grund af sygdom, og om hvilke konkrete funktionsbegrænsninger sygdommen medfører.

Herefter konstaterede Sø- & Handelsretten, at der i ingen af de tre lægeerklæringer var krydset af ved delvis uarbejdsdygtighed, og at dette forhold – i kombination med, at servicemedarbejderen løbende havde udvist initiativ til at møde frem på arbejdspladsen, samt på baggrund af servicemedarbejderens forklaring om de rygsmerter, som sygemeldingen vedrørte – indebar, at servicemedarbejderen ikke kunne antages at have nogen restarbejdsevne, som arbejdsgiveren kunne benytte, i behold.

Da der i arbejdsgiverens to første breve alene var angivet at undladelse af at fremkomme med den ønskede lægeerklæring ville få konsekvenser for sygedagpengene, og da det sidste brev ikke var kommet frem til servicemedarbejderen, fandt Sø- & Handelsretten, at bortvisningen var sket med urette.

Abel & Skovgård Larsens kommentarer:

Det bemærkes, at Sø- & Handelsretten ikke underkendte bortvisningen med den begrundelse, at der ikke kunne stilles krav om, at lægeerklæringen angav hvilke konkrete funktionsnedsættelser, servicemedarbejderen havde, henset til, at lægen ikke havde sat kryds i rubrikken om ”delvis uarbejdsdygtighed”. Sø- & Handelsretten har således formentlig ikke fundet, at arbejdsgiveren – på trods af, at lægen som anført havde vurderet at servicemedarbejderen var fuld uarbejdsdygtig – var afskåret fra at kræve oplysninger om, hvilke konkrete funktionsnedsættelser, som forelå.

I forhold til de nugældende regler er det væsentligt at bemærke, at lønmodtagere nu har pligt til at deltage i en sygesamtale, med henblik på at få afdækket disse funktionsindskrænkninger via den såkaldte Mulighedserklæring. Der kan som udgangspunkt indkaldes til en sådan samtale på et hvilket som helst tidspunkt af sygeforløbet, og indkaldelsesvarslet kan reelt være blot én dag. Kun hvis lønmodtageren er for syg til overhovedet at deltage i en sygesamtale – hvilket arbejdsgiveren i givet fald formentlig kan kræve dokumenteret ved en friattest – kan lønmodtageren undslå sig fra at deltage i en sådan sygesamtale. Sø- & Handelsrettens dom af 18. juni 2010 vil i den forbindelse muligvis kunne få betydning for under hvilke omstændigheder, lønmodtageren vil kunne undslå at deltage i en sygesamtale, samt i hvilken detaljegrad der kan kræves oplysninger om funktionsbegrænsningerne.

Abel & Skovgård Larsen vil selvsagt nøje følge udviklingen vedrørende de nye typer af erklæringer.

*****

Yderligere spørgsmål til dommen eller til reglerne om sygemelding, Mulighedserklæringer og Friattester kan stiles til advokat Dennis Feyling Serup (dse@abel.dk), Abel & Skovgård Larsen, Århus, eller advokat Søren Narv Pedersen (snp@abel.dk), Abel & Skovgård Larsen, København