Vi har som mål at levere fleksibel, hurtig og effektiv service ”
 

Nyhedsarkiv

 
 
 
 
 

Bortvisning kunne ske med tilbagevirkende kraft

 

17. august 2010

Østre Landsret har i en dom fra den 7. juni 2010[1] tilladt bortvisning af en fritstillet medarbejder med tilbagevirkende kraft.

Indledning

For ansættelsesforhold gælder det som for andre løbende kontraktforhold, at de kan ophæves af en kontraktpart i tilfælde af den anden kontraktparts væsentlige misligholdelse. Når arbejdsgiver ophæver et ansættelsesforhold som følge af den ansattes væsentlige misligholdelse, taler man om bortvisning.

Normalt har en bortvisning alene virkning for fremtiden, da den ansatte indtil dette tidspunkt har erlagt sin ydelse (arbejdskraften), og denne ydelse ikke kan tilbageleveres. Som det imidlertid fremgår af retspraksis, eksempelvis den såkaldte ”Doktor online-dom”[2] fra 2006 og senest Østre Landsrets dom af 7. juni 2010, kan der imidlertid under visse omstændigheder tillige ske bortvisning med tilbagevirkende kraft, tilbage til det tidspunkt, hvor den væsentlige misligholdelse blev udvist. Dette er tilfældet hvis den ansatte har udvist illoyalitet og den ansatte samtidig som følge af sygdom, fritstilling eller lignende ikke har erlagt sin arbejdskraft, mens der er udbetalt løn.

Sagen

Dommen fra Østre Landsret omhandlede en daglig leder i et rengøringsfirma, der blev opsagt til fratræden den 30. juni 2008, men som pr. 31. januar 2008 var fritstillet. Den 29. januar og 28. februar 2008 modtog lederen løn for perioden fra februar og den resterende del af fristillingsperioden.

I starten af februar 2008 havde lederen et møde med to ledende medarbejdere i rengøringsvirksomheden, hvor lederen fremlagde detaljerede planer for etablering af en ny rengøringsvirksomhed. Lederen opfordrede de to ledende medarbejdere til at opsige deres stilling og deltage i den nye virksomhed, hvilket de to medarbejdere dog afslog.

Medio marts 2008 blev arbejdsgiveren bekendt med disse møder, og rejste den 30. april 2008 krav om tilbagebetaling af lønudbetalingerne for februar-juni 2008, idet arbejdsgiveren gjorde gældende, at lederen groft havde misligholdt sin ansættelse.

Landsrettens dom

Efter en samlet vurdering fandt byretten, at lederen ved møderne med de to ledende medarbejdere, samt drøftelser om etablering af konkurrerende virksomhed, herunder med en detaljeret køreplan og budget for virksomheden, havde handlet illoyalt og således væsentligt havde misligholdt sin ansættelse. På denne baggrund gav byretten arbejdsgiveren medhold i sit krav om tilbagebetaling.

For Østre Landsret gjorde lederen gældende, at bortvisning ikke kunne ske med tilbagevirkende kraft, samt at arbejdsgiverens adgang til at bortvise i øvrigt var tabt ved passivitet. Landsretten tiltrådte imidlertid, at lederen i forbindelse med mødet med de to ledende medarbejdere havde handlet illoyalt og dermed væsentligt havde misligholdt sit ansættelsesforhold. Ligeledes tiltrådte landsretten, at bortvisning kunne ske med tilbagevirkende kraft. Endelig fandt landsretten, at arbejdsgivers reaktion 1½ måned efter kendskabet ikke var for sen, idet landsretten bemærker, at lederen ”var ophørt med at arbejde i/for indstævnte med udgangen af februar 2008.

Abel & Skovgård Larsens kommentarer

Som det fremgår af landsrettens præmisser, anerkender landsretten at bortvisning i den pågældende sag kunne ske med tilbagevirkende kraft. Der er næppe tvivl om, at dette – som i Doktor online-sagen – skyldtes at lederen ikke havde erlagt sin arbejdskraft som følge af fritstillingen. Landsretten afviser ligeledes, at arbejdsgiver havde reageret for sent selvom der var gået 1½ måned. Umiddelbart kan en reaktionstid på 1½ måned virke som relativt lang tid, men som det fremgår af landsrettens præmisser, har landsretten tillagt det betydning, at lederen på dette tidspunkt var ophørt med at arbejde.

Bortvisning med tilbagevirkende kraft kan således være et ganske effektivt ”våben”, idet det ikke er en betingelse at der er påvist et bestemt tab for virksomheden som følge af den ansattes illoyalitet.

*****

Yderligere spørgsmål til dommen eller til konkurrencehandlinger, loyalitet eller bortvisning, kan stiles til advokat Dennis Feyling Serup (dse@abel.dk), Abel & Skovgård Larsen, Århus, eller advokat Søren Narv Pedersen (snp@abel.dk), Abel & Skovgård Larsen, København.


[1] ØLD af 7. juni 2010 i 14. afdelings sag B-2044-09

[2] UfR 2006.1046H