Vi har som mål at levere fleksibel, hurtig og effektiv service ”
 

Nyhedsarkiv

 
 
 
 
 

Aftale om lønnedgang med umiddelbar virkning ikke i strid med funktionærloven

 

21. juni 2011

Højesteret har i en dom fra 20. juni 2011[1] fastslået, at en aftale med en funktionær om en lønreduktion med ikrafttræden med det samme, ikke stred mod funktionærlovens § 21.

Indledning

Det forekommer ofte i ansættelsesforhold at en af parterne – ofte arbejdsgiver – kan komme i en situation, hvor man ønsker at ændre ansættelsesvilkårene for de ansatte. Hvis der er tale om væsentlige vilkårsændringer, og den ansatte ikke ønsker at acceptere ændringen, må ændringen – hvis den fastholdes – varsles med den pågældendes opsigelsesvarsel.

Hvis parterne derimod er enige om vilkårsændringerne, har der været usikkerhed om, hvorvidt en sådan aftalt ændring kunne træde i kraft straks, eller om også en sådan aftalt ændring først kunne træde i kraft med et varsel svarende til opsigelsesvarslet. Højesteret har nu i en sag, som advokat Søren Narv Pedersen førte for arbejdsgiveren, taget stilling til spørgsmålet.

Sagen

I sagen havde parterne indgået aftale om en lønreduktion, og aftalt, at den skulle træde i kraft straks. Lønreduktionen blev aftalt som alternativ til en opsigelse. Funktionæren opsagde efter et par måneder selv sit job, og rejste i forbindelse med sin fratræden krav på efterbetaling af lønnedgangen, idet funktionæren gjorde gældende, at lønreduktionen ikke var aftalt, herunder ikke med ikrafttræden straks, og at en sådan aftalt lønreduktion i øvrigt slet ikke kunne træde i kraft straks.

Højesterets dom

Byretten fandt det bevist, at der var indgået aftale om lønnedgang med virkning straks, og fandt ikke, at aftalen stred mod funktionærloven. Østre Landsret var enige med byretten for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt lønnedgangen var aftalt. Landsretten fandt dog at en aftale om lønreduktion som den omhandlede var en så indgribende ændring af ansættelsesvilkårene, at den må sidestilles med en afskedigelse kombineret med en aftale om genansættelse på ændrede vilkår, og derfor kun gennemføres med det varsel, som i henhold til funktionærloven gælder for afskedigelse.

Højesteret fandt med dommerstemmerne 4-1, at funktionærlovens § 2 ikke er til hinder for, at der indgås en aftale om, at en lønreduktion eller anden væsentlig ændring af ansættelsesvilkårene skal træde i kraft straks eller i øvrigt på et tidligere tidspunkt end det der kunne være sagt op til. En dommer ville stadfæste landsrettens dom.

På denne baggrund blev arbejdsgiver frifundet.

Abel & Skovgård Larsens kommentarer

Dommen fastslår, at væsentlige vilkårsændringer, der ikke i sig selv medfører en retsstilling i strid med funktionærloven, kan træde i kraft straks, såfremt parterne er enige herom. Sådanne ændringer skal derfor alene varsles med funktionærens almindelige opsigelsesvarsel, hvis der er tale om ændringer, som arbejdsgiveren ønsker at gennemføre uden aftale med funktionæren.

*****

Spørgsmål til dommen eller til varsling eller ændringer af ansættelsesvilkår kan stiles til advokat Dennis Feyling Serup (dse@abel.dk), Abel & Skovgård Larsen, Århus, eller advokat Søren Narv Pedersen (snp@abel.dk), Abel & Skovgård Larsen, København.

 



[1] Højesterets dom af 20. juni 2011 i sag 53/2010