ASL

Højesteret har i en dom fra 23. juni 2011[i] fastslået, at en forpligtelse for en medarbejder til at tilbagesælge sine medarbejderaktier i forbindelse med fratræden, var urimelig og dermed ugyldig efter aftalelovens § 36.

Indledning

Som anført i vores nyhed af 21. oktober 2010 [link] blev det ved en række Højesteretsdomme fra 15. oktober 2010 fastslået, at medarbejderaktier til favørkurs er løn i funktionærlovens § 17a’s forstand. For medarbejderaktier, der ikke har været erhvervet til favørkurs, har retspraksis - bortset fra et enkelt tilfælde[ii] - generelt afvist at tilsidesætte vilkår om pligt til tilbagesalg i tilfælde af medarbejderens fratræden.

Med Højesterets dom foreligger der nu yderligere bidrag til afklaring af retspraksis for incitamentsordninger, der falder uden for aktieoptionsloven.

Sagen

I sagen var en række ledende medarbejdere i et dansk selskab blevet tilbudt at deltage i et medarbejderaktieprogram med aktier i et koncernforbundet luxembourgsk moderselskab. Efter programmet skulle aktierne købes til en pris, der blev oplyst til at være markedsprisen. Aktierne skulle formelt ejes af et dertil oprettet andet luxembourgsk stråmandsselskab på vegne af de ansatte. Hvis den ansatte fratrådte, skulle stråmandsselskabet på vegne af den ansatte tilbageoverdrage aktierne til sælgerselskabet til en nærmere fastsat pris.

Efter programmet ville prisen ved fratræden inden for 12 måneder efter aktiekøbet være den laveste af henholdsvis købsprisen og markedsprisen, ved fratræden efter 12-24 måneder ville prisen for 2/3 af aktierne være den laveste af henholdsvis købsprisen og markedsprisen, ved fratræden efter 24-36 måneder ville prisen for 1/3 af aktierne være den laveste af henholdsvis købsprisen og markedsprisen, og først ved fratræden mere end 36 måneder efter købet ville medarbejderen være berettiget til den højeste af henholdsvis markedsprisen og købsprisen. Hvis den ansatte imidlertid blev anset som ”bad leaver”, ville prisen uanset det anførte altid være den laveste af de to priser.

Den pågældende medarbejder blev opsagt efter ca. 1 år efter aktiekøbet, og blev herefter afkrævet tilbagesalg af aktierne. Dette nægtede medarbejderen, idet han gjorde gældende at tilbagesalgspligten var i strid med funktionærlovens § 17a, aktieoptionsloven og/eller aftalelovens § 36.

Højesterets dom

Østre Landsret havde tidligere fastslået, at kravet kunne rejses mod det danske arbejdsgiverselskab, selvom dette ikke var part i aftalerne omkring medarbejderaktierne. Ligeledes fastslog landsretten, at der ikke var ført bevis for, at aktierne skulle være tildelt til favørkurs. Aktierne var derfor ikke vederlag i funktionærlovens § 17a’s forstand. Da medarbejderne ligeledes var ledende medarbejdere med betydelig økonomisk indsigt, og da de var blevet gjort bekendt med risikoen ved investeringen, fandt landsretten ikke grundlag for at tilsidesætte tilbagekøbspligten efter aftalelovens § 36.

Højesteret, der var enig med landsrettens begrundelse og resultat i forhold til funktionærlovens § 17a, fandt med dommerstemmerne 3-2, at pligten til tilbagesalg var urimelig og derfor skulle tilsidesættes efter aftalelovens § 36. Højesterets flertal lagde i den forbindelse vægt på, at ordningen indebar en ubetinget pligt til ved ansættelsesophør at tilbagesælge aktierne uden at den ansatte altid havde krav på markedsværdien, og uanset ophørsgrund, jf. princippet bag aktieoptionslovens § 5. Ligeledes lagde Højesterets flertal vægt på, at retten til at kræve aktierne tilbageoverdraget ensidigt var tillagt arbejdsgiverkoncernen. Da investeringen var opnået i kraft af ansættelsen, da medarbejderne i forbindelse med præsentationen var blevet stillet en betydelig gevinst i udsigt, og da ordningen havde et fastholdelsesformål, fandt Højesterets flertal, at det i en situation, hvor den ansatte var blevet opsagt uden at der forelå misligholdelse fra den ansattes side, som udgangspunkt vil være urimeligt at kræve aktierne tilbage. Dette udgangspunkt gjaldt uanset om markedsværdien af aktierne på tidspunktet afveg fra den tilbudte købesum.

Abel & Skovgård Larsens kommentarer

Højesteret fastslår i sine præmisser, at en ordning hvorefter der alene tilkommer arbejdsgiver en ret (men ikke en pligt) til at tilbagekøbe medarbejderaktier, og hvor den ansatte ikke altid er sikret markedsprisen, vil kunne være urimeligt at kræve medarbejderaktier tilbageoverdraget, hvis den ansatte er blevet sagt op af arbejdsgiver, uden at der foreligger misligholdelse.

Dommen bør give anledning til, at virksomheder med medarbejderaktieordninger, der i al væsentlighed har tilsvarende bestemmelser, får gennemgået deres ordninger på ny med henblik på at sikre, at de fortsat kan opretholdes.

*****

Spørgsmål til dommen eller til incitamentsordninger kan stiles til advokat Dennis Feyling Serup (dse@abel.dk), Abel & Skovgård Larsen, Århus, eller advokat Søren Narv Pedersen (snp@abel.dk), Abel & Skovgård Larsen, København.