Folketinget vedtog før sommerferien en lov, som medfører enkelte men i praksis væsentlige ændringer for enkeltmandsvirksomheder, interessentskaber, kommanditselskaber, andelsselskaber samt andre selskaber og foreninger med begrænset ansvar, som ikke er omfattet af selskabsloven eller lov om erhvervsdrivende fonde.
Fra den 1. januar 2012 er disse virksomheder forpligtede til at oplyse deres navn, hjemsted og CVR-nr. i deres breve og andre forretningspapir, herunder elektroniske meddelelser, og på virksomhedens hjemmeside. Regelændringen skal sikre, at kunder kan identificere den enkelte virksomhed entydigt.
Ændringen indebærer, at der skal oplyses navn, hjemsted og CVR-nr. i alt materiale af forretnings- og markedsføringsmæssig karakter, som bruges ved henvendelse til kunder. Det gælder blandt andet tilbud, ordrer, fakturaer, breve, e-mails, andet salgsmateriale mv. Det er dog ikke nødvendigt for virksomhederne at anføre alle de opregnede oplysninger i markedsføringsannoncer i aviser eller tilsvarende medier, medmindre annoncen indeholder en egentlig bestillingsseddel fra virksomheden.
Tilsvarende regler gælder allerede for selskaber, der er underlagt selskabsloven (primært aktie- og anpartsselskaber).
Spørgsmål om lovændringen og de nye regler om oplysningsforpligtelser for virksomheder omfattet af lov om visse erhvervsdrivende virksomheder, kan rettes til din sædvanlige kontaktperson hos Abel & Skovgård Larsen eller en af partnerne i vores selskabsretsgruppe, som du finder her.