29. marts 2012
Pressemeddelelse
Fusion skaber Jyllands største advokatkontor inden for fast ejendom
Abel & Skovgård Larsen Advokatfirma fusionerer med Advokatfirmaet Vinther Andersen og styrker dermed virksomhedens kompetencer inden for entrepriseret og udbudsret. Med fusionen positionerer Abel & Skovgård Larsen sig som Jyllands største advokatkontor inden for fast ejendom.
Partnerkredsen hos Abel & Skovgård Larsen er blevet udvidet, efter at fire partnere hos Vinther Andersen har valgt at blive en del af virksomheden.
Partnerne hos Vinther Andersen var egentlig ikke på udkig efter fusionsmuligheder, men da henvendelsen kom fra Abel & Skovgård Larsen var betænkningstiden ikke lang.
”Vi var med det samme overbeviste om, at Abel & Skovgård Larsen har de rammer, der skal til, for at vi fortsat kan udvikle vores dybt specialiserede forretning. Abel & Skovgård Larsen har i forvejen en stærk faglig profil og deler mange af de menneskelige værdier, vi anser for afgørende. Derfor valgte vi at takke ja til frieriet,” fortæller Michael Melchior, partner i Advokatfirmaet Vinther Andersen.
Mogens Birkebæk, der er partner i Abel & Skovgård Larsen, mener, at der på alle måder er tale om ”et rigtigt godt match”.
”Ved fusionen styrker vi vores i forvejen stærke afdeling for fast ejendom med partnere, der har speciale inden for udbudsret og entrepriseret. Fusionen giver os med ét slag et værdifuldt løft indenfor disse specialeområder, som det ellers ville have taget os lang tid at opnå,” siger han.
I praksis flytter de fire partnere fra Vinther Andersen og deres medarbejdere til Abel & Skovgård Larsens lokaler i Sønder Allé i Aarhus. Ved at samle kompetencerne under ét tag får kunderne større fleksibilitet og en bedre service, og partnerne får bedre mulighed for at give hinanden sparring inden for deres respektive fagområder. Med fusionen bliver Abel og Skovgård Larsen reelt Jyllands største advokatkontor inden for fast ejendom.
Ud over styrkelsen af afdelingen for fast ejendom får Abel & Skovgård Larsen også tilført ekspertise inden for arveret i kraft af advokat Bente Yde Nissens store erfaring som autoriseret bobestyrer.
Efter fusionen har Abel & Skovgård Larsen i alt 21 partnere og kompetencer inden for alle væsentlige retsområder.