07. august 2012
I Andelsboligforeningslovens § 4, stk. 1, er det fastslået, at
andelshavere har ret til fortsat brugsret som lejere ved salget af
andelsboligforeningens ejendom. Forståelsen og konsekvenserne af bestemmelsen
er særdeles relevant for de andelsboligforeninger, der i øjeblikket er
nødlidende, samt for de investorer, der overvejer at erhverve en andelsboligforenings
ejendom.
I artiklen belyses og behandles spørgsmålet om, hvorvidt den
nye ejer af ejendommen, der har erhvervet ejendommen på tvangsauktion eller ved
tvangsunderhåndssalg, kan pålægge de tidligere andelshavere over lejen at
betale for de forbedringer i lejemålet, som de tidligere andelshavere
bekostede, mens de var andelshavere, eller som de købte, da de blev
andelshavere.
Det påvises, at ejendomsret er en forudsætning for den nye
ejers krav om betaling for forbedringer, og det konkluderes, at den overvejende
hovedregel er, at de tidligere andelshavere også efter, at
andelsboligforeningens ejendom er overdraget på tvangsauktion eller ved
tvangsunderhåndssalg, har ejendomsretten til de individuelle forbedringer,
hvorfor den nye ejer af ejendommen ikke kan kræve, at de tidligere andelshavere
betaler en leje, hvori værdien af forbedringerne indgår, jf. princippet i
Lejelovens § 47, stk. 1, litra g.
Artiklen er offentliggjort i Tidsskrift for
Bolig- og Byggeret, 2012, nr. 3, s. 249 (T:BB 2012.249). *****
Ønskes yderligere information, er du velkommen til at kontakte advokatfuldmægtige Kristian Graven Nielsen (kgn@abel.dk)